Skip to main content
Center for Grundskoleforskning
Udviklingsprojekt

Hvad er det, der gør eleven i stand til dialog?

Lige netop dette spørgsmål er omdrejningspunktet i et igangværende projekt i Ballerup Kommune. Lektor på SDU og fokusområdeleder i Center for Grundskoleforskning, Tina Høegh, har leveret forskning, viden og workshops til Ballerup.

Skoleelever har masser af viden om deres egen hverdag, og den viden skal have langt større plads i samarbejdet mellem elev, forældre og skole i fremtiden i Ballerup kommune. Målet med projektet er at udvikle et redskab, der skal understøtte trygge dialogiske klasserum og synliggøre elevens viden om sin skolehverdag.

 

I udviklingen af det dialogiske og trygge (klasse)rum bliver eleverne oplært i at fortælle og lytte til hinandens erfaringer og skolehverdag. For lærere og pædagoger er lytning og samarbejde nøgleord til fx at ændre undervisningspraksis, så dialog og kendskab til hinanden er en del af den almindelig undervisning.

 

I løbet af projektet arbejdes der med kreative processer om gode erfaringer fra skole og fritid, gode steder at være, eller gode erfaringer i situationer gennem fx tegninger, fotoserier eller såkaldte mappings, hvor eleven fx viser eller tegner gode steder i sit nærmiljø. Der er lytte-spørge manualer til både børn og voksne, der især kan hjælpe læreren med finde frem til elevens viden og erfaringer – det kan fx være, hvordan de arbejder bedst eller hvor de kan lide at være, når de er i skole.

 

Udvikling af den nye meddelelsesbog?

I sidste skoleår blev elevplanen i folkeskolen erstattet af meddelelsesbogen(www.uvm.dk). Meddelelsesbogen blev i Ballerup Kommune startskuddet til en udvikling for at få elevens verden og ønsker mere frem i fokus, fordi der var et ønske fra skoler og kommunen om at gøre elevens stemme og perspektiver synlige og mulige at samarbejde om – også i denne nye meddelelsesbog. En udvikling af dialogværktøj til samarbejdet mellem elev, forældre og skole om elevens faglige og alsidige udvikling: 

 

- Det er et meget vigtigt tiltag for trivslen og trygheden i skolen, at Ballerup insisterer på at ville anvende den ny meddelelsesbog som afsæt til dialogiske klassekulturer, fortæller Tina Høegh.

 

Eksempel på samarbejde gennem Center for Grundskoleforskning

Tinas deltagelse i projektet i Ballerup Kommune er et godt eksempel på, at vi i centeret forsker med og for grundskolepraksis. Tina har med sin faglighed i klasserumsforskning og dialog bl.a. givet forslag til en begyndelse på Ballerups skoler og forslag til en generel udvikling, der skal følges op af mindre, helt lokale og helt særlige udformninger hen af vejen.

Vil du vide mere, så kontakt

Lektor, Tina Høegh, Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab på SDU

Skriv til Tina

Nyttige links og inspiration til dialogisk undervisning og mundtlighed i skolen:

Redaktionen afsluttet: 21.09.2023