Fagfornyelsen er på vej - indefra, udefra og oppefra
Vær med til Center for Grundskoleforsknings årlige konference, hvor vi har fagfornyelse som tema. Konferencen afholdes 9. januar 2024 hos UCL i Odense C.
Der er flere grund til at sætte fokus på fagfornyelse.
- Politisk er det blevet mere end antydet at der snart åbnes op for læreplansarbejde i grundskolesammenhæng.
- På skoler eksperimenteres der med nye fag og faglighedsforståelser, blandt andet på grund af nye teknologier og fokus på bæredygtighed.
- Og så forskes der i fagfornyelse gennem en række fagdidaktiske studier, bl.a. i regi af Center for Grundskoleforskning.
Men hvad handler fagfornyelse mere specifikt om? Hvordan kan den tænkes og gøres - i, med og for praksis? Hvordan taler fagfornyelse ind i det større spørgsmål om at udvikle grundskolen så den fremmer børn og unges udvikling og den verden de (ud)dannes til?
Disse spørgsmål – og mange flere – tages op på konferencen, der byder på både keynotes, workshops og paneldebat.
Konferencens tema rammesættes og reflekteres af to keynotes, der begge har forsket og udviklet indgående i fagfornyelse i en årrække. Derudover vil der være workshops hvor vores fagdidaktiske fokusområder inden for en række fag vil præsentere forskning og resultater tæt på praksis. Dagen afsluttes med en paneldebat om temaet med centrale praksisaktører fra bl.a. elev- og lærerforeninger.
Tid: Konferencen afholdes d. 9. januar 2024 kl. 09.30 - 16.30
Sted: UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Seebladsgade 1, 5000 Odense C (Auditorium, A0.29)
Læs mere og tilmeld dig lige her
Foto: Bo Kousgaard