Digitale løsninger kan øge uligheden i sundhed for folk på landet

De fleste af os vågner ikke til lyden af fuglekvidder, men derimod til tonerne af vores iPhone eller Samsung. De små apparater fungerer ikke kun som erstatning for den gamle fastnettelefon, men ofte også som vores vækkeur, æggeur, vejviser, mail, kalender, træningsmakker og lydbogsoplæser.  

Vi er blevet digital by default, ikke kun som enkeltpersoner, men som samfund, og det stiller helt naturligt nogle krav til vores digitale og tekniske kompetencer.

Men hvor mange af os tjekker e-Boks lige så let, som vi før i tiden tjekkede den fysiske postkasse, er den digitale virkelighed ikke helt så ligetil for en større gruppe af blandt andre ældre og ressourcesvage, der ofte har brug for analoge alternativer til de digitale løsninger.

Og da denne gruppe er størst i de områder, der har længst til sundhedsydelserne, kan det ende med at øge den sociale ulighed i sundhed for folk på landet, når teknologi bliver præsenteret som en del af løsningen til at reducere afstanden til sundhedstilbuddene, advarer Egon Noe, der er leder af Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet i Esbjerg. 

Ringere digitale kompetencer

Sammen med en kollega har han netop sat sidste punktum i et nyt studie, der afdækker den eksisterende forskning inden for sundhed i landdistrikterne. Studiet viser blandt andet, at folk i landdistrikterne generelt har ringere sundhedskompetencer end folk i byerne.  

Sundhedskompetencer handler om den enkeltes evne til at tage vare på sig selv i forhold til sund livsstil og til at håndtere kroniske sygdomme som diabetes, hjerteproblemer og KOL. Og så handler det om vores kompetencer til at navigere i sundhedssystemet for at få den rigtige hjælp og behandling.

- Det er jo ikke fordi, du automatisk får dårligere kompetencer af at bo på landet. Men den demografiske udvikling har medført, at en større gruppe af ældre og ressourcesvage bor på landet end i byerne, og denne gruppe har generelt dårligere sundhedskompetencer, siger Egon Noe.

Han forklarer, at de ældre og ressourcesvage især har dårligere sundhedskompetencer i forhold til at forstå informationer om at leve sundt og generelt har dårligere digitale kompetencer. De opsøger også i mindre grad selv sundhedstilbud, og de søger ofte ikke efter sundhedsinformationer på nettet.  

Teknologi kan generere ulighed

Ifølge landdistriktsforskeren er der nogle klare geografiske argumenter for, at digitale løsninger kan være med til at reducere uligheden i sundhed i forhold til landdistrikterne, da teknologien reducerer betydningen af geografisk afstand.

Men hver enkelt teknologi stiller samtidig nogle mere eller mindre omfattende krav til brugerne, hvilket kan øge den mentale afstand og dermed den sociale ulighed.

- Du skal rent teknisk være i stand til at bruge teknologien og forstå det digitale sprog. Hvis de digitale løsninger skal kompensere for den fysiske kontakt, så kræver det en viden i forhold til, hvordan man udtrykker sig digitalt frem for analogt, forklarer Egon Noe.

- Derfor bliver det også dem, der er bedst til at benytte teknologien, der får mest glæde af den, og det er sjældent de ældre og ressourcesvage. I stedet for at mindske uligheden i sundhed, kan de digitale løsninger utilsigtet blive en ulighedsgenerator.

Teknologien skal tilpasses

Landdistriktsforskeren påpeger, at det ikke handler om, at kommunikationsteknologier er dårlige. Vi må bare ikke naivt tro, at de løser hele ulighedsproblematikken.

- Det skal ikke forstås som en nationalromantisk forestilling om de gamle dage. Vi skal ikke rulle historien tilbage, men vi skal interessere os for, hvad det er for nogle nye typer ulighedsgenererende mekanismer, vi får skabt ved ny teknologi, og hvordan vi kan dæmpe dem.

Det handler ifølge Egon Noe blandt andet om, at vi tilpasser teknologien til patienten. Og så skal vi have for øje, hvordan vi udvikler og implementerer de digitale løsninger i praksis.

- Det er et andet aspekt af den mentale afstand. Teknologierne kan være med til at muliggøre og opretholde en større mental afstand, fordi du uddanner og praktiserer i et andet område end der, hvor teknologien anvendes. Vi uddanner sundhedspersonale og udvikler teknologierne i byerne, men bruger det i landdistrikterne, og det kan være med til at opretholde uligheden, siger han og afslutter:

- Vi er måske nok digital by default, men hvis vi vil løse uligheden i sundhed i landdistrikterne, kræver det, at vi sætter flere ressourcer af til at lave fokuserede indsatser for de ressourcesvage. Og så er vi nødt til at have mere forskning i de digitale løsninger, der ikke kun fokuserer på de positive effekter, men også de negative.

Du kan læse rapporten om ulighed i sundhed her