Ph.d.-afhandling om offentlig styring af selvejende institutioner

Evald Bundgård Iversen forsvarede 4. september 2015 sin ph.d.-afhandling:

Iversen, E.B. Public Management of Private Non-Profit Sports Halls. Odense: University of Southern Denmark, 2015.
Download afhandling (pdf)

Afhandlingen belyser konsekvenserne for udnyttelsesgraden i selvejende idrætshaller, når disse udsættes for forskellige typer af resultatstyring, hvor kommunen fokuserer på høj udnyttelsesgrad. Det undersøges i afhandlingen, hvorvidt opfyldelsen af dette mål påvirkes af forskelle i styringsmodeller.

Der fokuseres i analysen primært på to forskellige styringsmodeller:

• en styringsmodel inspireret af New Public Management (NPM), hvor tilskuddet stiger med udnyttelsesgraden,
• en budget-styringsmodel, hvor tilskuddet ikke stiger eller falder med udnyttelsesgraden.

Der indsamles data, før der sker ændringer i styringsmodellerne, og igen to år efter ændringerne er indført. Det analyseres, hvorvidt ændringer i udnyttelsesgraden kan tilskrives forskelle i tilskudsmodellerne. Foruden målinger af udnyttelsesgraden, foretages der i hver af de deltagende idrætsfaciliteter interview med ledelsen, bestyrelsesformanden og formanden for den største idrætsforening. Halvdelen af de 54 interview er udført i efteråret 2012 og halvdelen i efteråret 2014.

Der introduceres for at kunne besvare problemstillingen et nyt performance informationssystem, der måler benyttelsesgraden i idrætsfaciliteter. Dette beskriver aktiviteten detaljeret (antallet af aktive personer, typen af aktivitet, hvor stor en del af hallen der er i brug og intensitetsniveauet, organisationstypen, antallet af udeblevne og alders- og kønsfordelingen). Valideringen ved brug af termisk kamera viser, at den manuelle metode har tendens til at overvurdere antallet af brugere og antallet af optagede tidsintervaller. Da den termiske metode registrerer færre variable, er det dog nødvendigt at bruge den manuelle undersøgelsesmetode, hvis man ønsker en mere detaljeret beskrivelse af aktiviteterne.

Det viser sig, at styringsmodellen, hvor tilskuddet afhænger af udnyttelsesgraden, (NPM) ser ud til at resultere i et højere aktivitetsniveau sammenlignet med den tilskudsmodel, hvor tilskuddet ikke afhænger af udnyttelsesgrad (budget). Eksempelvis forsøgte idrætsfaciliteterne, der var underlagt den NPM-baserede model, i højere grad at indføre nye aktiviteter, hvilket dog for det meste skete i dialog med de lokale idrætsforeninger. Faciliteter underlagt budget-modellen fokuserede ikke på at skabe nye aktiviteter og idrætsforeningerne fokuserede primært på at videreudvikle deres egne aktiviteter. Betydningen af faciliteternes størrelse viste, at store idrætsfaciliteter har den økonomiske og menneskelige kapital til at agere mere strategisk. Økonomisk har de flere forskellige forretningsmuligheder, som de i mange tilfælde fokuserer mere på end mulighederne for at øge tilskuddet fra kommunen.

Analysen peger endvidere på flere ikke-intenderede effekter. For det første synes der på tværs af de forskellige styringsmodeller at være en “glas-bund”, hvilket betyder at styringsmodellen ikke trænger igennem til de udførende kræfter i idrætsforeningerne og dermed ikke får den fulde intenderede effekt. De fleste af de interviewede idrætsforeninger reagerer ganske enkelt ikke på de forskellige styringsmodeller. På det strategiske niveau i bestyrelserne synes der dog at være forståelse for konsekvenserne af ændringerne i styringsmodellen, men denne forståelse resulterer ikke i ændringer på det konkrete, udførende niveau i idrætsforeningerne.

Endelig fremsættes der en række anbefalinger til kommuner, der arbejder med at forbedre og udvikle styringsmodeller til idrætsfaciliteter med henblik på at øge udnyttelsesgraden. For det første anbefales det, at kommuner giver tilskud afhængigt af udnyttelsesgrad, idet dette øger udnyttelsesgraden. For det andet er det væsentligt, at kommunerne laver indsatser rettet mod at udvikle bestyrelsens og ledelsens kompetencer. Målet er, at de i højere grad kan balancere hensynet til en mere forretningsmæssig drift med fokus på at øge benyttelsesgrad og hensynet til foreningernes formelle og/eller uformelle ejerskab af idrætsfaciliteterne. For det tredje anbefales det at differentiere tilskudsmodellerne under hensyntagen til idrætsfacilitetens størrelse, da de større faciliteter på grund af deres størrelse har flere muligheder for at skabe indtægter og en mere professionel bestyrelse og ledelse.