Stor interesse for at skabe et godt fundament for frivillighed i det boligsociale arbejde
Første rapport fra forskningsprojektet ’Samspillet med den frivillige og den kommunale sektor’
I foråret 2015 indgik Det Boligsociale Fællessekretariat og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet, en aftale om at undersøge ’forudsætningerne for frivillighed i udsatte boligområder i Aarhus’.
Undersøgelsen fokuserer på opfattelser og forståelser af frivillighed, en kortlægning af frivillighed og foreningsliv i boligområderne samt en spørgeskemaundersøgelse blandt foreninger og kommunale institutioner i boligområderne. Formålet er at få en forståelse af, hvordan de nye politikker, strategier og begreber omkring frivillighed influerer på vilkårene for at drive frivilligt arbejde i de udsatte boligområder.
Rapporten her handler således om italesættelse og forståelse af frivillighed i lyset af den nyligt vedtagne medborgerskabspolitik, og hvordan disse har betydning for vilkårene for frivilligt arbejde i de boligsociale områder.
Anden halvdel af rapporten sætter fokus på den konkrete udbredelse af frivilligt arbejde i boligområderne og holdningerne til samarbejdet mellem de frivillige foreninger og kommunale institutioner.
Rapporten gennemgår en række udfordringer i forhold til frivilligt arbejde i de boligsociale områder i Aarhus. Først og fremmest er det værd at notere, at alle de involverede parter – kommunale såvel som boligsociale og frivillige repræsentanter – giver udtryk for en stor interesse i, og velvilje mod, at skabe et godt fundament for det frivillige arbejde i boligområderne. Det gælder både i forhold til at forbedre vilkårene for det frivillige arbejde og i forhold til et øget samarbejde på tværs af det kommunale, det boligsociale og det frivillige.
Det er intentionen, at de udfordringer rapporten påpeger, samtidig opfattes som udviklingspotentiale i arbejdet med at forbedre vilkårene for det frivillige engagement.
Michael Fehsenfeld & Bjarne Ibsen. Frivillighed i det boligsociale arbejde. Odense: Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC), 2016.
Download rapport