Formålet med evalueringen er overordnet at belyse hvilken betydning Børnehjælpsdagens program Anbragte Børn i Bevægelse har for at fremme den fysiske dimension i de anbragte børns institutionsliv med særlig fokus på at belyse de barrierer og muligheder for fysisk aktivitet, der findes på anbringelsesstederne.
Undersøgelsen er sket gennem deltagerobservation og fokusgruppeinterviews på 6 anbringelsessteder.
Evalueringens vigtigste resultater er, at Anbragte Børn i Bevægelse bidrager med vigtig inspiration til anbringelsesstedernes implementering af fysisk aktivitet, og at de gennemførte aktiviteter har en spontan positiv effekt på børnenes bevægelsesglæde og aktivitetsniveau. Evalueringen viser også, at de største barrierer for fysisk aktivitet på anbringelsesstederne knytter sig til institutionernes organisatoriske strukturer og kulturer. Det vurderes som en vigtig barriere for fysisk aktivitet, at fysisk aktivitet ofte tematiseres og italesættes, men kun sporadisk implementeres af personalet. Den eksisterende planlægning og strukturtænkning giver kun i mindre omfang mulighed for spontane bevægelsesaktiviteter.
Evalueringen konkluderer, at Børnehjælpsdagen indsatser for at fremme fysisk aktivitet og sundhed på anbringelsesstederne bidrager positivt ved at skabe gode bevægelsesoplevelser for de deltagende børn og unge, men også at der findes et stort udviklingspotentiale for ABB i forhold til at implementere og forankre aktivitetstilbud i anbringelsesstedernes hverdagsstrukturer.
Projektets varighed: August til december 2012
Finansiering: Børnehjælpsdagen
Forskere på projektet: Jan Toftegaard Støckel
Publikation:
Støckel JT. Evaluering af Anbragte Børn i Bevægelse. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2013.
Movements, 2013:2 (pdf)