Skip to main content
Ansættelser

Velkommen til vores tre nye professorer

Vi har fået tre nye professorkollegaer på Juridisk Institut. Der er tale om Natalie Videbæk Munkholm, Linda Kjær Minke og Torsten Bjørn Larsen

Her fra slutningen af året har vi fået glæden af tre nye professorkolleger.  

Den ene er Natalie Videbæk Munkholm, der ved Aarhus Universitet blev cand.jur. i 1998 og i 2015 afsluttede sin ph.d. Derudover fik hun i 1997 en LLM i International Law fra University of New South Wales i Sydney. Hun har også gennemført flere efteruddannelseskurser, bl.a. Forskningslederuddannelsen ved CBS Executive og et kursus i Prince2® (projektledelse).

Hvad angår Natalies forskningsområder, så spænder de bredt inden for arbejdsret, herunder kollektiv arbejdsret, ansættelsesret, EU-arbejdsret og samspillet med bl.a. national ret, digitalisering, AI, ligebehandling og ikkeforskelsbehandling. Hun har deltaget i flere tværdisciplinære forskningsprojekter og modtaget adskillige bevillinger, bl.a. fra Horizon2020, Det Frie Forskningsråd Danmark og Nordisk Ministerråd. Hendes forskning har også ført til gæsteforskerophold på University of Cambridge og Helsinki Universitet. 

Natalie publicerer på både dansk og engelsk og er redaktør for bøger og for databasen Praktisk Arbejdsret ved Karnov. Hun er desuden redaktør for Nordic Journal of Labour Law og medlem af en række forskningsnetværk. Endelig har hun været formand for flere ph.d.-bedømmelsesudvalg på Aarhus Universitet.

Natalie har omfattende erfaring med undervisning og vejledning på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau inden for juridiske og erhvervsjuridiske uddannelser. Hun har bl.a. vejledt ph.d.-projekter om platformsarbejde og om afskedigelse af offentligt ansatte.

Endelig er Natalie meget aktiv i det akademiske miljø og bidrager med sin viden til det bredere samfund  bl.a. i form af mange foredrag og kurser i både Danmark og i udlandet. Hun er optaget på Arbejdsrettens opmandsliste, projektleder for Beskæftigelsesministeriets Ekspertgruppe om platformsarbejde, medlem af Ligebehandlingsnævnet samt udpeget af EU-Kommissionen som national ekspert i arbejdsret i ekspertnetværket European Labour Law Network (ELLN). Derudover er hun medlem af bestyrelsen for Dansk Forening for Arbejdsret og foreningens repræsentant i International Society for Labour and Social Security Law (ISLSSL) samt formand for bestyrelsen i Arbejdsretlig Forskningsfond. 

Før Natalie begyndte sin akademiske karriere i 2012 arbejdede hun i 14 år som praktiker i både Danmark, Australien og New Zealand. 

Linda Kjær Minke har været en del af Juridisk Institut, SDU siden 2012, senest som professor mso. Hun blev cand.scient.soc. fra Københavns Universitet i 2003 og afsluttede i 2010 sin ph.d. på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet med en afhandling om fængselskultur og prisonisering. Som adjunkt og lektor har hun aflagt eksamen i en række juridiske fag, herunder juridisk metode, strafferet og forvaltningsret. 

Lindas undervisning spænder over alle universitetsniveauer, fra bachelor- til ph.d.- og diplomniveau, og hun underviser også praktikere. I fremtiden vil hun fortsætte med at undervise jurastuderende fra SDU på hold sammen med indsatte, der afsoner i lukkede fængsler. Hendes undervisningstilgang bygger på forskningsbaseret viden og fokuserer på udvikling af læringsmodeller med vægt på inklusion og personlig vækst. I 2018 modtog hun en af SDU’s Samfundsvidenskabelige Fakultets undervisningspriser, nærmere bestemt i kategorien ”Samspil med omgivelser”. 

Lindas forskningsaktiviteter omhandler forebyggelse af kriminalitet og fængselsforhold. Hendes forskningsområde inkluderer bl.a. kriminalforsorgens princip om normalisering samt resocialiserende tiltag under fuldbyrdelse af straf. Derudover forsker hun i kriminalitetsudviklingen, hadforbrydelser, voldtægt, partnervold og partnerdrab. Hendes tilgang er multidisciplinær, hvor hun benytter både kvalitative og kvantitative metoder. Desuden deltager hun aktivt i forskningssamarbejder både nationalt og internationalt, der dækker forskellige retsområder og tværfaglige initiativer.

Hun bliver ofte kontaktet af presse og medier (også internationale) og har præsenteret forskningsbaserede oplæg på både nationale og internationale konferencer. Desuden deltager hun i debatter om kriminalpolitiske emner, hvilket vidner om hendes evne til at formidle komplekse emner til en bred offentlighed.

Også Torsten Bjørn Larsen kommer fra en stilling som professor mso på Juridisk Institut, SDU, hvor han har været ansat siden 2020. Han blev cand.jur. på Københavns Universitet i 2004, tog en Master of European Intellectual Property Law (LLM) på Stockholms Universitet i 2006 og afsluttede i 2014 på Københavns Universitet sin ph.d. på en afhandling om IP-strategier (IP = intellectual property). 

Han har en baggrund som advokat fra bl.a. Bech-Bruun og Plesner og interesserer sig bredt for formue- og procesretten, herunder aftale,- obligations- og IP-ret. Torsten publicerer bredt om disse emner både nationalt og internationalt. Derudover forsker han i udviklingen og brugen af teknologi og software i den juridiske sagsbehandling (legal tech). Der refereres til Torstens forskning af danske domstole og af EU-Domstolens generaladvokater (herunder i sag C-172/18, AMS Newe, betragtning 24 og sag C-18/18, Glawischnig, betragtning 43).

Hjerteligt velkommen til jer alle tre!

Redaktionen afsluttet: 22.11.2024