Rent drikkevand er en begrænset ressource, som en stor del af verdens befolkning ikke har adgang til, og stort set alle andre steder end i Danmark, er det nødvendigt at rense og desinficere råvandet før det kan drikkes. Af FNs sjette verdensmål punkt 6.3 fremgår at ”Inden 2030 skal vandkvaliteten forbedres ved at reducere forurening, affaldsdumpning og minimere udslip af farlige kemikalier og materialer, og halvere andelen af ubehandlet spildevand og væsentligt øge genanvendelsen og sikker genbrug overalt”.
Når vand desinficeres og/eller renses for farlige kemikalier, som f.eks. bakterier, pesticider og medicinrester, så dannes der uundgåeligt desinfektionsbiprodukter som kan være endnu mere skadelige end selve de forurenende bakterier og kemikalier. Selve renseprocessen skal derfor optimeres med henblik på at fjerne bakterier og kemisk forurenende stoffer mest muligt samtidigt med at dannelsen af desinfektionsbiprodukter undgås.
Som forsker i analytisk miljøkemi beskæftiger jeg mig med opdagelsen af nye forurenende stoffer i miljøet, konstruktion af transportable systemer til løbende overvågning af vandkvalitet og med optimering af renseprocesserne i forbindelse med desinfektion af vand. Hertil bruger jeg en helt speciel analysemetode kaldet Membran Inlet Massespektrometri (MIMS), som gør det muligt både at måle tilstedeværelsen af mange organiske forureninger ved meget lave koncentrationer (nM) og udføre kinetiske eksperimenter, hvor nedbrydning af forurenerne, og den parallelle dannelse af desinfektionsbiprodukter kan følges samtidigt som funktion af tid. I dag anvendes mit analyseudstyr bl.a. af mange internationale forskningscentre til studier af kemien bag desinfektionsprocesser.
I øjeblikket er min forskning fokuseret på optimering af kemien bag drikkevandsrensning med henblik på undgåelse af den uønskede dannelse af desinfektionsbiprodukter.
