Skip to main content
Center for Landdistriktsforskning - CLF
Ph.d.-forsvar

Morten Frølund har fået tildelt sin ph.d.-grad for sit projekt om kunst i landskabet

Torsdag den 22. juni forsvarede Morten Frølund sit ph.d.-projekt og fik tildelt sin ph.d.-grad. Mortens forskning handler blandt andet om, hvordan kunst i landskabet påvirker de sansemæssige vilkår for vores hverdagsliv.

Af Camilla Wissing Mortensen, , 22-06-2023

Hvordan interagerer vi med kunst i det offentlige rum på landet – og hvordan bidrager det til vores forståelse af rural rumlig retfærdighed?

Det er to af de spørgsmål, ph.d.-studerende Morten Frølund har undersøgt i sit ph.d.-projekt om kunst i landskabet.

Torsdag den 22. juni forsvarede han projektet og fik tildelt sin ph.d.-grad efter en spændende og relevant dialog med bedømmelsesudvalget.

Offentlig kunst i hverdagen

I sit ph.d.-projekt bidrager Morten Frølund med en sansemæssig kulturarvs-sensibilitet til vores forståelse af, hvad rural rumlig retfærdighed er. Det gør han blandt andet ved at undersøge, hvordan folk skaber forskellige sansemæssige rum og landskaber gennem deres interaktion med offentlig kunst i hverdagen.

Hvad er rural rumlig retfærdighed

Begrebet dækker blandt andet over, at dem, der lever i et landskab eller område, har ret til at blive anerkendt og være medskabere af rammerne omkring deres hverdagsliv. I dette ph.d.-projekt handler det om, at det sansemæssige rum også har en betydning for folks hverdagsliv, og at folk forbinder forskellige sansede erindringer, følelser og ideer til kunstværker og dermed skaber forskellige sansemæssige kulturarvslandskaber.         

Én af hovedpointerne i projektet er, at folk skaber sansemæssige kulturarvslandskaber i mødet med statuer i det offentlige rum. Det gør folk gennem de måder, hvorpå de forbinder sansemæssige kvaliteter ved statuerne og landskabet med hinanden og med de erindringer, følelser og ideer, de knytter til disse.

I sin ph.d. argumenterer Morten Frølund for, at sådanne sansemæssige segmenteringer —sansemæssige ordenskabelser — er væsentlige for, hvordan folk kan forme landskaberne omkring deres hverdagsliv, og derfor også for hvordan vi teoretisk forstår rural rumlig retfærdighed.

Kunstværker, der har en flertydighed i forhold til sansninger og kulturarvsskabelsen, ser ud til at kunne skabe inkluderende landskaber af muligheder og skabe de bedste forudsætninger for rumlig retfærdighed.

Vil du vide mere?

Hvis du arbejder med kultur eller landskabsplanlægning i landdistrikterne eller interesserer dig for rammerne for hverdagsliv på landet og rumlig retfærdighed, men ikke kunne deltage i forsvaret, har vi samlet lidt materiale til dig her.

Hvis du gerne vil høre mere om resultaterne, er du også velkommen til at kontakte Morten Frølund på mofr@sam.sdu.dk 

Morten Frølund
Om Morten Frølund

Morten Frølund er forsker ved Center for Landdistriktsforskning, hvor han undersøger landskabsbaseret kunst i landdistrikterne og relationen til kulturarv og det sansede landskab.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 22.06.2023